Ca. 20 % af befolkningen lider at denne noget smertefulde og for nogen evigt tilbagevendende lidelse. De er altid godartede, selv om de kan være absolut drøje at komme til livs.
En blist - også kaldet afte - ses som et gulligt sår med en rød ring omkring. Størrelsen kan variere fra et par mm til flere cm. Den kan sidde overalt inde i munden, som oftest på kindslimhinden, tungen eller i mundbunden under tungen eller på læben, og man kan have en eller flere på en gang. De kan være meget generende og pinefulde, når man spiser og taler. Sidder såret på ganen eller på tand-kødet, er der tale om en anden slags sår.
Det er usikkert, om afterne er forårsaget af en virusinfektion, eller om det er en form for overfølsomhedsreaktion overfor fx visse madvarer eller kroppens egne væv.
De ses ofte i forbindelse med stress eller hormonelle forandringer, men kan i enkle tilfælde også være tegn på gluten-allergi (cøliaki), b-vitamin, jern-mangel eller tyktarmsbetændelse.
Da afterne opstår ved et nedsat immunforsvar, er det som udgangspunkt altid en fordel at opretholde den rigtige beskyttelse inde i munden, dvs. at passe på den naturlige bakterieflora og spytsammensætning i munden.
Sørg for en ren mund og rene tænder og brug en tandpasta med mildt skum-memiddel. Bakteriekulturen i surmælksprodukter har en gavnlig effekt på vores slimhinder i munden, derfor er det også godt jævnligt at spise disse produkter. Immunforsvaret kan også styrkes gennem kosttilskud.
Helbredende behandling af de enkelte udbrud, således at nye udbrud ikke opstår, findes som regel ikke, men pensling med klorhexidin 0,12 % kan fremme ophelingen. Man kan dulme smerterne med overfladebedøvelsen lidokain og i svære tilfælde kan behandling med binyrebarkhormonbehandling komme på tale. Sidstnævnte har dog en del uønskede bivirkninger, så den behandling bør man helst undgå.
Selvom blister er langt den hyppigste årsag til sår i munden, kan sår også opstå af andre grunde. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sår, som ikke er helet op efter en uges tid, og som sidder, hvor der ellers ikke før har været tilbagevendende sår. De kan i værste fald være tegn på cancer i mund-hulen. Det er derfor særdeles vigtigt at få det undersøgt hos din tandplejer, tandlæge eller læge.